Etikk i praksis. Nordic Journal of Applied Ethics (2015),
9 (1), s. 37–54
doi: 10.5324/eip.v9i1.1831
Det
monitorerede mig – empowerment eller patologisering?
Lisbeth Kappelgaard
Institut for Kommunikation/MATTERING, Aalborg Universitet,
Danmark
lisbethhk@hum.aau.dk
Abstract:Healthcare apps er blevet en
omfattende industri. Vi kan ganske gratis
downloade tusindvis af apps, som sætter os i stand til
at monitorere alt fra vores fysiske form til vores
mentale velbefindende, og vi kan gennem denne
monitorering, producere endeløse datamængder og viden om
os selv og vores liv – altså skabe et «monitoreret mig».
Men hvordan forholder vi os til denne mulighed? I
nærværende artikel tages udgangspunkt i foreløbige
resultater fra et igangværende ph.d. projekt, hvor
brugen af apps og biofeedback anvendes i praksis, til at
belyse en stigende stressproblematik blandt lærere i den
danske folkeskole. Artiklens ærinde er, at tematisere de
normer og fortolkningsrammer, som kommer til syne, når
aktørerne selv italesætter sit «monitorerede mig» og
hernæst diskutere, i hvilken position, disse normer og
tolkninger af teknologien i anvendelse, bringer aktøren.
Er «det monitorerede mig» en mulighed for frisættende
autonomi – en empowerment? Eller bidrager monitoreringen
i stedet til individualisering eller patologisering,
hvor vi gennem ejerskabet af vores egen fortælling,
producerer et overansvar for eksempelvis hvilken
behandling vi skal modtage, eller hvordan vores
arbejdsmiljø bør være?
English summary: The Monitored Me - empowerment or
pathologization?
Healthcare apps have become a major industry. We can
freely download thousands of apps, that enable us to
monitor everything, from our physical condition to our
mental well-being, and we can through the monitoring
produce endless amounts of data and knowledge about our
inner selves and our lives - creating a “monitored me”.
But how is this technological possibility dealt with, in
practice? The present article presents and discusses
results from a case study in which apps and biofeedback
were used to illuminate an increasing stress problem among
teachers in the Danish preliminary school system. The
focus of the article is to analyze the self-interpretation
framework that appears when the users of the technology
articulate the "monitored me” and hereafter discuss how
these self-interpretations position the user. Is “the
monitored me” an opportunity for liberating autonomy – for
empowerment? Or does it contribute to individualization or
pathologization?
Keywords: Ethics, humanistic health research,
self-monitoring, Ecological Momentary Storytelling
Healthcare apps –
baggrund og status
Udviklingen og anvendelsen
af apps og selvmonitoreringsudstyr i diverse
helbredsanliggender og i reguleringen og
overvågningen af bestemte former for adfærd og
handlemønstre, er i eksplosiv vækst i disse år
(Gill, Kamath og Gill 2012, Buijink, Visser &
Marshall 2013). Ser man isoleret set på såkaldte
Healthcare Apps, som er en paraplybetegnelse for
apps, der anvendes til eksplicitte
behandlingsformål, er der tale om en efterhånden
gigantisk industri, der i 2011 havde en omsætning på
718 mio. USD. Google og Apple dominerer markedet med
omkring 500.000 apps hver (Obidu og Obidu 2012). Vi
kan ganske gratis downloade tusindvis af apps, som
sætter os i stand til at monitorere alt fra vores
fysiske form til vores mentale egenoplevelser og
velbefindende. Vi har fri adgang til at erhverve
udstyr, hvor vi kan måle allehånde udsving i vores
kroppe – fugt i huden, hjerterytme, puls, søvnrytme
og kortisolindhold i vores spyt - for bare at nævne
nogle ganske få af dem. Overordnet skelnes der i
denne artikel mellem to typer af healthcare apps:
«Den elektroniske dagbog» og «Systemets forlængede
arm», der med hver sit afsæt og formål producerer
fortællinger om, og fra brugeren. Fortællinger
defineres her som:
Meaning making
through the shaping or ordering of experience, a
way of understanding one’s own or others’ actions,
of organizing events and objects into meaningful
whole, of connecting and seeing the consequences
of actions and events over time (Chase 2011 s.
421).
Den
elektroniske dagbog
Fortællingerne, der skabes
gennem disse apps, produceres på individets eget
initiativ. Vi downloader i stor stil disse apps,
fordi vi er optaget af os selv og ønsker et redskab
til at sætte os selv under lup - Vi tracker vores
motionsvaner, vores kostvaner, rater vores humør
etc. Gennem de genererede data, får vi skabt en form
for elektronisk dagbog, et helikopterperspektiv på
vores tilværelse, som kan tjene til at reflektere
over egne handlinger. Vi kan måske få øje på
mønstre, trends og cyklusser. Eksempelvis «Mit humør
dykker altid om mandagen. Hvorfor gør det mon det?»
eller «Min løbetid er markant dårligere, når jeg har
indtaget xx fødevare». Fællesnævneren for disse
fortællinger er, at de er genereret frivilligt og i
udgangspunktet er de helt private.
Systemets
forlængede arm Dog findes der
også en anden kategori af apps, hvor fortællingerne
ikke udelukkende genereres på individets initiativ,
og hvor de fortællinger, som genereres, ikke er
private som i den elektroniske dagbog. Her er der
tale om apps, der anvendes som et led i en
behandling af en konkret lidelse. Disse apps bliver
i en eller anden forstand «systemets forlængede arm»
fordi de eksempelvis rækker ind i menneskets hverdag
på en måde, som den almindelige lægekonsultation
enten ikke muliggør eller hvor ressourcerne i
behandlersystemet sætter en grænse. Denne type af
monitorering bliver tilsyneladende mere og mere
anvendt, som et led i en ambition fra ministerielt
hold. På det danske uddannelses- og
forskningsministeriets hjemmeside fremgår det
eksempelvis, at «Udvikling
nødvendiggør, at ressourcestærke patienter i højere
grad skal tage vare på egen behandling. Patient
empowerment skal medvirke til at mindske de
offentlige udgifter, og bidrage til øget
livskvalitet for patienterne» (ufm.dk 2014)
Især på kronikerområdet, er der de senere år sket en
udvikling i anvendelsen af apps, hvor patienten i
højere grad bliver ekspert på sin egen sygdom. Det
kan eksempelvis være diabetikeren, som anvender apps
til at overvåge sit blodsukker, blodtryk,
kolesteroltal og vægt (Johansen 2012), men også
andre kronikere, eksempelvis patienter med Crohn,
colitis ulcerosa og irritabel tyktarm, er blevet
målgruppe for anvendelsen af apps, som led i
overvågning og regulering af deres sygdom (Fedders
2013).
Blandt patienter med psykiske lidelser er udviklet
apps, der skal hjælpe depressive med at opdage tegn
på tilbagefald (Hemmingsen 2012) samt apps, der
understøtter såvel sundhedspersonale, som patienter,
i håndteringen af panikangst (Torpegaard 2014). For
de ovennævnte eksempler gælder det, at appen
udvikles til at fungere blandt patienter, som
allerede er i behandling eller som tidligere har
fulgt et behandlingsforløb. Men en anden type af
apps, som også hører ind under «den forlængede arm»
består i at få kontakt til bestemte grupper i
befolkningen, som vurderes at have behov for
behandling, men som måske ikke henvender sig på eget
initiativ. Et eksempel herpå er Københavns Kommunes
nyligt søsatte tiltag, hvor apps anvendes til at
skabe kontakt og henvise til behandling blandt
borgere med alkoholproblemer (Hvid, Elstrup og
Haislund 2014).
Fælles for de apps, jeg betegner som «systemets
forlængede arm» er, at der udenfor den enkeltes
fortælling og den enkeltes private behov ligger et
makrolag – et sundhedsvæsen, kommuner etc., som
«læser med» og bidrager til produktionen af disse.
I takt med, at apps anvendes på forskellig vis i et
stadig stigende omfang, er interessen for denne
teknologi også blevet vakt i en forskningsmæssig
sammenhæng. Ser man på den eksisterende
litteratur omkring healthcare apps, synes der, groft
opdelt, at være tre temaer, med dertilhørende
omdrejningspunkter, som især er blevet belyste: Tabel 1.
I nærværende artikel er fokus ikke rettet mod, om
disse apps er effektive i en medicinsk forstand. Jeg
er ikke optaget af, om der er evidens for anvendelsen.
Jeg er heller ikke optaget af kategorisering og
overblik. Det, jeg derimod er optaget af, er at forstå
selvmonitorering som socialt fænomen, som underlægges
særlige normer og fortolkningsrammer blandt aktørerne
selv, når teknologien tages i anvendelse. Desuden er
jeg optaget af, hvordan vi forholder os til
anvendelsen af disse apps. Under hvilke betingelser
bør vi monitorere, og hvad lægger vi til grund for
vores vurdering? Disse refleksioner og spørgsmål er
stadig underrepræsenterede i den eksisterende
litteratur på området (Lupton 2013). Vejen til at
stille disse spørgsmål går gennem egen forskning, hvor
selvmonitorering anvendes som metodisk greb, for at
indkredse problemstillinger om arbejdsrelateret stress
blandt lærere, i den danske folkeskole. I artiklen
tages således udgangspunkt i fortællinger, der kan
karakteriseres som beskrevet under «den elektroniske
dagbog». I det følgende præsenteres
forskningsprojektets omdrejningspunkt og ambitioner,
ligesom den konkrete monitoreringsmetode skitseres.
Stress og
invalidepensionering i den danske folkeskole
For at skabe størst mulig
metodisk og metodologisk gennemsigtighed, vil jeg i
det følgende anskueliggøre min egen vej ind i
arbejdet med selvmonitorering, som
dataindsamlingsmetode samt den forforståelse, jeg
uundgåeligt havde med mig ind i dette felt. Mit
forskningsfelt bestod oprindeligt i at undersøge
diskurser om stress, i den danske folkeskole, hvor
man oplever at stressramt-hed og tidlige
invalidepensioneringer, er et tiltagende problem
blandt lærere. Inspireret af tilgange indenfor
Mediated Discourse Analysis (Scollon og Scollon
2004) og Critical Discourse Analysis (Fairclough og
Fairclough 2012), var jeg optaget af, at den viden
og indsigt, som forskningsprojektet bidrog med,
skulle skabe grobund for sociale forandringer i
praksis. De forskningsmæssige idealer var (og er)
især at:
Aktørerne skal være
involverede: Udgangspunktet er det eller de
problemstillinger, som står i forgrunden for den
enkelte aktør.
Forskningen skal
producere brugbar viden, problemløsning og bane
vej for sociale forandringer.
Forskningen skal
hjælpe aktørerne ved at stille viden og metoder
til rådighed, som skaber mulighed for, at de kan
hjælpe sig selv.
Sammenfattende var
ambitionen at bidrage til «empowerment» blandt
lærerne ved både at tage udgangspunkt i deres
virkelighed, og ved at bringe viden og indsigt
tilbage til feltet, som forhåbentlig kunne sætte
lærerne i stand til selv at handle på egne
problemstillinger, med fornyet afsæt. Når begrebet
«empowerment» anvendes i denne artikel, er det
således med udgangspunkt i Jones bekrevne
forskningsidealer (Jones 2002).
Projektet bestod indledningsvist i en række samtaler
med forskellige aktører, i det lærerfaglige felt:
Lærere, arbejdsmiljørepræsentanter,
tillidsrepræsentanter og skoleledere. Men også
personer, der ikke er direkte involveret i
folkeskolen, men som alligevel har et kig ind i
stressproblematikken gennem deres daglige arbejde:
Personale fra Arbejdsmedicinsk Klinik, Lærernes
Pension, Danmarks Lærerforening. Tilgangen til at
gennemføre disse samtaler var inspireret af
interaktionistisk etnografi, hvilket betød, at jeg
bestræbte mig på ikke at være ensidigt optaget af
enten «organiseringsrammen» eller
medlemmerne/deltagerne inden for denne ramme, men at
jeg snarere havde fokus på at belyse samspillet
mellem deltagerne og «organiseringsrammen» (Järvinen
og Mik-Meyer 2005). Gennem samtalerne lagde
jeg vægt på at opmuntre den enkelte til at berette
om egne oplevelser, frem for at svare på
prædefinerede spørgsmål. I dialogerne var formålet
altså ikke så meget at jagte sammenhængende,
færdigtænkte og entydige svar, men snarere at give
mulighed for at afspejle, udtrykke og reflektere
over en praksis’ kompleksitet og dynamikker (Staunæs
og Søndergaard 2005).
Samtalerne bidrog med værdifuld indsigt, særligt i
forhold til at forstå lærerfagets
organiseringsbetingelser, fagets historik og ikke
mindst lærerens rolle. Som tiden gik, oplevede
jeg dog i stigende grad udfordringer i forhold til
at «samtale» mig, til en forståelse af dét, at være
stressramt eller opleve stressorer. Gennem
samtalerne blev jeg inviteret ind i praksis på en
særlig måde. Ofte skuede min samtalepartner tilbage
på forløb i deres praksis, som havde været særligt
stressende eller belastende for dem. Eksempelvis
italesætter to lærere, der begge har været
stressramte, deres oplevelse på denne måde:
Jeg har egentlig ikke
snakket åbent om, at jeg egentlig har fået hjælp
på et tidspunkt fra psykolog gennem
lærerforeningen, fordi jeg på et tidspunkt tænkte
’det her job vil jeg ud af, for det holder jeg
ikke til i længden’. Jeg kunne mærke, at jeg var
ved at være nået til en grænse, så jeg søgte
egentlig hjælp til at komme ud af lærerjobbet på
en god måde uden at miste alt […]
Men, altså, jeg har
jo også selv prøvet det […] Kortvarigt. […] Jeg
tror, hvis man kan mærke det, så tror jeg egentlig
man kan tage det hele i opløbet. Men det er meget,
meget vanskeligt […]
Når jeg skulle forstå, hvad
der helt konkret forårsagede «at være nået til en
grænse» eller hvorfor det er «vanskeligt» at
problemerne, der leder op til stress, «tages i
opløbet» var mit udsyn begrænset til en fornuft,
produceret på bagkant. Det samme gjaldt for så vidt
for lærerne selv. Begge gav de udtryk for, at de
«kom igennem» belastningerne, og de er stadig aktive
i lærerfaget i dag. Samtidig udtrykte de begge, at
de havde en oplevelse af at forstå deres
udfordringer alt for sent. Hvis både lærerfaget og
jeg selv skulle opnå en indsigt, der kunne bidrage
til netop at «tage tingene i opløbet» og forstå
hvilke situationer, interaktioner, strukturelle
betingelser eller lignende, der bidrager til, at
nogle lærere kommer «ud på kanten», kaldte mit
projekt på en anderledes metode, som i højere grad
kunne indfange spontane reaktioner på situationer i
den daglige praksis.
Sideløbende med min metodiske udfordring blev jeg
inviteret til at deltage i forskningseksperimentet
«Quantify Yourself», som var initieret af
forskningsenheden «Humansensing» på Aalborg
Universitet. Eksperimentet forløb over en uge, og
formålet var at undersøge hvilken type data, der kan
genereres gennem anvendelsen af forskellige former
for biosensordata, når man monitorerer sig selv i
dagligdagen. Min forforståelse var stærkt præget af
min humanistiske baggrund, og min motivation for at
deltage i eksperimentet var snarere båret frem af en
provokation over at blive «kvantificeret», end af
forestillingen om at selvmonitoreringen kunne
bidrage med noget konstruktivt. Til egen
overraskelse oplevede jeg gennem
monitoreringsperioden, at den genererede data
tilvejebragte et metaperspektiv på min egen praksis.
Jeg fik indblik i mine spontane mentale og kropslige
reaktioner på dagligdags situationer, og kunne
derigennem opnå indsigt i, hvordan jeg forvaltede
egen energi, og i hvilke situationer, jeg
eksempelvis overforbrugte den (Kappelgaard og Lund
2013). Ud fra denne erfaring voksede idéen om, at
selvmonitorering kunne være en del af svaret på den
metodiske udfordring om at opfange stressorer, når
de opstår, frem for først at se dem på bagkant.
Eksperimentet blev incitamentet og startskuddet til
udvikling af monitoreringsmetoden «Ecological
Momentary Storytelling».
EMS -Ecological
Momentary Storytelling
Ecological Momentery
Storytelling kan defineres som en metodisk
triangulering, hvor man gennem EMA (ecological
momentary assessments) og refleksive dialoger,
arbejder med at skabe en bevidsthed om OAS
(oplevelsen af sammenhæng) i den daglige praksis
(Kappelgaard og Lund 2013).
EMA (Ecological
Momentary Assessments)
EMA dækker ifølge Shiffman
et al (2008) over viften af forskningsmetoder og
-traditioner, der alle har det tilfælles, at de
giver adgang til data om subjektets færden i nuet, i
det naturlige miljø. Eksempler på EMA kan variere
fra traditionel dagbogsføring til indsamling af data
om kroppens reaktioner samt online aktivitets-logs.
Der er således mange forskellige kategorier af EMA.
I den konkrete metode anvendes ESM (Experience
Sampling Method), som er online aktivitets-logs, der
registrerer subjektets oplevede tilstand i nuet
(Shiffman et al, 2008). I praksis sker dette via en
mobil-applikation, der prompter aktøren en gang i
timen, til at registrere oplevelser i nuet.
Aktiviteter og oplevelser kan logges gennem hele
dagen. Opsamlingen af data uploades automatisk til
en profil på internettet, hvor besvarelserne kan
sammenlignes på forskellige tidspunkter af døgnet,
og hvor den enkelte kan danne sig et overblik over
sine egne besvarelser, som illustreret i
nedenstående.
Figur 1. Teknologier for EMS
Derudover anvendes ambulant monitorering, der
registrerer subjektets fysiologiske tilstande
(Shiffman et al, 2008). Hertil anvendes kropsbåren
måler, der registrerer HRV (hjerterytmevariabilitet) -
altså variabilitet i afstanden mellem hjertets slag.
Denne type data er forskningsmæssigt fundet særligt
anvendelig ved registrering af stresslignende
tilstande (Kristiansen et al 2009, McCraty et al 2009)
OAS (Oplevelse af
sammenhæng)
Den teoretiske inspiration
til EMS hentes i medicinsk sociologi - særligt hos
Aron Antonovsky, hvor fokus lægges på salutogenese
frem for patogenese, og hvor den enkeltes oplevelse
af sammenhæng i livet, antages at spille en
væsentlig rolle for trivsel eller mistrivsel. Ifølge
Antonovsky opstår det meningsfulde, herunder
oplevelsen af sammenhæng i livet, gennem
selvrefleksive fortællinger, hvor man tydeliggør
handlemønstre for sig selv og andre. Det er netop
igennem fortællingen fra nuet med en skuen bagud og
forestillinger om fremtiden, at mennesket oplever og
forstår sit liv i sammenhænge. Fortællingen er
således forståelsens smeltedigel (Antonovsky 2009,
Thybo 2003).
Antonovskys arbejde førte frem til den såkaldte
salutogenetiske idé, hvor fokus flyttes fra hvad der
fører til sygdom, hen imod hvad der fører til
sundhed, eller modstandskraft mod sygdom.
Antonovskys udgangspunkt er, at alle mennesker
gennem hele livet, påvirkes af forskellige
belastninger eller stressorer. Nogle mennesker mere
end andre. Nogle mennesker voldsommere end andre.
Det interessante i den forbindelse var, for
Antonovsky, at se på, hvorledes mennesker
mobiliserer en modstandsdygtighed over for de
stressorer, som rammer dem. Hvad er afgørende for,
at det enkelte menneske så at sige «klarer skærene»
og kommer videre i deres liv, trods den modstand som
møder dem?
Svaret på det salutogenetiske spørgsmål blev
begrebet OAS (oplevelse af sammenhæng) (Antonovsky
2009). Hovedpointen er, at jo større oplevelse af
sammenhæng vi oplever i vores liv, des større
modstandskraft kan den enkelte, eller en gruppe af
personer, mobilisere mod de stressorer som livet
byder os. Antonovsky definerer OAS således:
Oplevelsen af
sammenhæng er en global indstilling, der udtrykker
den udstrækning, i hvilken man har en
gennemgående, blivende, men også dynamisk følelse
af tillid til at: (1) de stimuli, der kommer fra
ens indre og ydre miljø, er strukturerede,
forudsigelige og forståelige; (2) der står
tilstrækkelige ressourcer til rådighed for en til
at klare de krav disse stimuli stiller og (3)
disse krav er udfordringer, der er værd at
engagere sig i. (Antonovsky 2009, s. 37)
Disse tre punkter udgør
grundelementerne i OAS, som er samlet i
benævnelserne ‘begribelighed’, ‘håndterbarhed’ og
‘meningsfuldhed’, og som gennem bevidstgørelse udgør
en læreproces, der varer livet ud (Antonovsky 2009).
Med udgangspunkt i Antonovsky er det groft sagt OAS,
vi forsøger at «tracke» og skabe bevidsthed om,
gennem selvmonitoreringens målbare og
’fortælle-bare’ fysiske og psykiske processer ift.
forskellige situationer.
At man forsøger at finde «tilbage til sig selv»
eller udtrykke sit indre gennem forskellige metoder,
for at overkomme psykiske belastninger, er på ingen
måde nyt. Skriveterapi, hvor den enkelte skriver
nogle få sider til en ukendt læser om en belastende
oplevelse, har eksempelvis vist sig at kunne
tilvejebringe positive ændringer i humør og
immunforsvar, blandt flere patientgrupper. Man
ved ikke præcist, hvad de positive ændringer
skyldes, men en mulig forklaring ligger i at
patienterne fik bearbejdet nogle tanker og
oplevelser, der har været stressende og som har
påvirket immunforsvar og humør i negativ
retning. Denne forklaring understøttes
eksempelvis af, at der blandt en patientgruppe, som
blot blev bedt om at skrive en fristil, frem for at
sætte fokus på en stressende periode i deres liv,
ikke kunne identificere ændringer i humør eller
immunforsvar (Zachariae 2000 s. 45). Tilsvarende har
forskellige former for samtaleterapi været anvendt i
årtier – igen med det afsæt, at det ser ud til at
have en gavnlig effekt at «lette sit hjerte», og
sætte ord på stressende og belastende hændelser.
Sammenfaldende for metoderne (EMS, skriveterapi og
samtaleterapi) er således at man jagter «sig selv».
For alle tre metoder gælder det ligeledes, at man
har brug for noget uden for sig selv, for at få øje
på det, der foregår indeni. Dog kan man sige,
at «den anden», har forskellige funktioner eller
roller i de tre metoder. I skriveterapien skriver
man til den ukendte læser, og i samtaleterapien
udgøres den udenforstående af en behandler. I
skriveterapien har den ukendte læser den funktion,
at vedkommende er et sted, hvor den enkelte kan
«læsse af» og der er ikke nogen forventning om, at
få noget retur. Om «den ukendte læser» er neutral,
upartisk eller om vedkommende kan hjælpe er i
princippet ligegyldigt. Behandleren i
samtaleterapien har en anden rolle. Vedkommende er
til stede, og der ligger en forventning om at
behandleren forholder sig til de problemstillinger,
der sættes ord på. I selvmonitoreringen er det
særegne at adgangen til «det indre», i første omgang
går gennem teknologi i form af app og HRV-måler. Når
testpersonen første gang ser sin HRV-måling, eller
skemaet med de registrerede ratinger på humør,
energi mv., så er det resultatet af personenes
individuelle, spontane kropslige og mentale
reaktioner, som er kørt gennem «et maskineri».
Teknologien bliver altså en form for samtalepartner.
Til forskel fra skriveterapien er opsamlingen af
reaktioner ikke blot et «aflæsningssted». Den
enkelte har, gennem den måde monitoreringen er
framet på, en forventning om ikke bare at kunne
læsse af, men også at kunne hente noget, nemlig at
kunne blive klogere på sig selv, gennem disse data.
De genererede data skal således «kaste noget af sig»
der handler om indsigt. Til forskel fra
samtaleterapien sidder man ikke over for en
behandler, der er udstyret med sin egen subjektive
fortolkning på bestemte hændelsesforløb.
Fortællingerne i EMS er som udgangspunkt tavse - de
fortæller ikke i sig selv, hvad vi skal mene om dem.
Derfor er det afgørende hvordan testpersonen selv
tolker dataen, hvilket jeg vil komme ind på i det
følgende.
Normer og
tolkningsramme for monitoreringsdata
I løbet af 2013 og 2014
gennemførtes 11 testforløb. Fælles for
testpersonerne var, at de alle oplevede stressorer i
det daglige arbejde, men hvor de samtidig oplevede
at det var vanskeligt for dem at indkredse, hvilke
konkrete situationer eller relationer, som satte dem
under pres. Testpersonerne var så ikke
diagnosticerede stressramte, men egenoplevelsen hos
en del af dem var, at de var i risiko for at blive
ramt af stress. Enkelte havde tidligere været
diagnosticerede stressramte. Motivationen hos
deltagerne var at søge indsigt i de kropslige og
mentale reaktioner de havde, i de forskellige
situationer i dagligdagen, og derigennem få indsigt
til at imødegå udfordringer i deres arbejdsliv, på
en knap så slidsom måde som tidligere (Kappelgaard
og Lund 2015). Hvert testforløb var af en uges
varighed og bestod af en indledende samtale, en uges
selvmonitorering med ESM og HRV-målinger samt en
afsluttende dialog. Som det er fremgået tidligere,
er ambitionen og formålet at metoden skal være en
hjælp til selvhjælp. Det skal være en måde hvorpå,
lærerne kan søge indsigt i egne arbejdsrelaterede
problemstillinger, og gennem denne indsigt få nye
handlemuligheder – eksempelvis ved bedre at kunne
«tage tingene i opløbet». Men hvad sker der, når
monitoreringen bringes ind i praksis? Hvilke normer
og fortolkningsrammer knytter aktørerne til
monitoreringens «output»? Og hvordan hænger den
forskningsmæssige ambition om empowerment sammen med
måden aktørerne anvender teknologien på? I det
efterfølgende vil jeg se nærmere på især tre temaer,
som er gennemgående i måden monitoreringsdataen
italesættes, tolkes og forstås på blandt aktørerne.
Disse tre temaer er:
Selvet - At få øje
på sig selv
Sandheden - At
dokumentere sig selv
Sundheden – At
kategorisere sin egen tilstand.
Selvet - At få øje
på sig selv
En gennemgående reaktion,
når aktørerne italesætter egne fysiske og mentale
målinger synes at være, at aktøren stiller sig uden
for sin egen oplevelse og responderer på den med en
ny oplevelse – eksempelvis overraskelse. Det bliver
en måde at få øje på sig selv gennem en 2. ordens
iagttagerposition (Åkerstrøm 1999). En aktør
udtrykker det således:
Det overrasker mig,
at jeg havde så meget energi, når jeg havde
arbejdet hver aften i hele den uge, der ledte op
til deadline fredag. På den anden side, så var jeg
helt udmattet om lørdagen. Jeg har egentlig ikke
tænkt så meget over, hvor udmattet jeg er både
fysiske og mentalt efter sådan en deadline er
nået.
I ovenstående citat giver
testpersonen udtryk for, at være overrasket over
sine egne kropslige og mentale reaktioner, på det
arbejdspres, han har oplevet i
monitoreringsperioden. Han anerkender, at perioden
har været belastende, men at han er blevet mere
bevidst om graden af belastning, efter at være
blevet konfronteret med de kropslige og mentale
udsving, som monitoreringen viser. Han udtrykker
således, at han gennem selvmonitoreringsdataen har
fået åbnet en form for «kanal» til at forstå og
reflektere over, hvordan arbejdsopgaver, arbejdstid
og energiniveau hænger sammen, som ikke var
tilgængelig før – i hvert fald ikke i samme omfang.
Vender vi tilbage til stressproblematikken, så er
det en velkendt problemstilling i stressforskning og
-behandling, at mange oplever at miste forbindelsen
til sig selv, når stress melder sig. Mange oplever
en følelse af «tomhed» og giver udtryk for, at have
mistet evnen til at være i kontakt med sig selv – og
livet som sådan (Dalsgaard 2006 s. 68). Mange præges
at uro, rastløshed og et nedtonet følelsesliv, som
den enkelte ikke er stand til at sætte ord på eller
forklare årsagerne til (Dalsgaard 2006 s. 69). Når
mennesket er i en tilstand af stress og depression,
synes der således at være et behov for at genvinde
kontakten til sig selv – at genvinde sin livsnerve.
Set i dette perspektiv, så ser det ud til at
monitoreringen giverstyrke til at få øje på sig
selv.
Et gennemgående træk ved testpersonernes oplevelse
af «det monitorerede mig» er, at de synes at
betragte dataen som et aftryk af indre processer. Og
at dette aftryk tolkes som neutralt - ikke
konfigureret af målingsteknologier eller konstrueret
af testpersonen. Eksempelvis sammenligner en
af testpersonerne monitoreringsudstyret med dét, at
bruge sin elektroniske kalender til at skabe
overblik over dagligdagens gøremål.
Testpersonen fremhæver desuden «at det her burde
alle have adgang til!» og at det har gjort ham
opmærksom på, hvordan han forvalter sin energi i de
daglige gøremål. Reaktionen er interessant, fordi
der i sammenligningen med kalenderen ligger et hint
om testpersonens måde at tilgå
monitoreringsudstyret. De fleste oplever en
kalender som et neutralt værktøj, som kan bruges til
at skabe overblik. Vi stiller ikke spørgsmålstegn
ved, at året er inddelt i 12 måneder, at ugen er
inddelt i 7 dage og vi stiller os ikke undrende
overfor at mandag visuelt fremstilles før søndag og
ikke omvendt. At en kalender er inddelt på en særlig
måde, er en for længst vedtaget konvention – en
naturlighed.
Opfattelsen af monitorereringsteknologien som
neutralt værktøj underbygges desuden af, at ingen af
testpersonerne stiller spørgsmålstegn ved selve
teknologien. Ingen af testpersonerne er optaget af
dens opbygning, kategorier, afsæt for udvikling
eller lignende. Det tætteste vi kommer spørgsmål
desangående er en testperson, som synes det er
vanskeligt at forholde sig til appens kategorier
«Balance», «Overblik og Mening» og stiller
spørgsmålet «Hvordan skal jeg egentlig forholde mig
til det?» (Kappelgaard og Lund 2013).
Testpersonernes manglende italesættelse af
teknologien er tankevækkende. Hvis vi opsøger en
behandler til samtaleterapi, vil de færreste undlade
at forholde sig til denne behandler på en eller
flere måder: Hvilke metoder bekender behandleren sig
til? Hvilket erfaringsgrundlag har behandleren? Vi
vil med andre ord forholde os til, om behandleren er
kompetent til opgaven. Noget tyder på, at vi er mere
ukritiske, når det kommer til anvendelsen af
teknologi som led i behandling eller selvudvikling,
og at vi har tendens til at se teknologi som et
neutralt fænomen eller et «teknisk maskinrum», som
er blottet for menneskelig fortolkning.
Monitoreringsudstyret er produceret og programmeret
på en ganske bestemt måde til at opfange,
visualisere og formidle bestemte input på en særlig
måde, som kan afkodes af brugeren inden for en
særlig fortolkningsramme. En hjerterytmemåler er
udviklet til at kunne opfange afstanden mellem
hjerteslag. Når hjerterytmemåleren anvendes inden
for den specifikke ramme, som vi kalder
stresstracking, lægger vi en specifik
forståelsesramme ned over noget, der sker i kroppen.
Og ved at anvende og bruge disse hjerterytmemålinger
som et adækvat led i forståelsen af om vores krop
viser tegn på stressramthed eller ej, accepterer vi
samtidig en række af andre grundantagelser, som ikke
ligger indlejret i selve teknologien, men som er
baseret på menneskelige vurderinger – eksempelvis at
der er evidens for sammenhængen mellem
hjerterytmevariabilitet og stressramthed, ligesom
man som bruger, accepterer den grundpræmis, at
indblik i HRV, kan give mulighed for at korrigere i
ens tilværelse, således at en stressreaktion kan
undgås. I den app, der anvendes som et led i
selvmonitoreringen i eget forskningsprojekt, gør
samme princip sig gældende. Ved at anvende appen til
det specifikke formål at tracke stressorer,
accepterer brugeren samtidig den grundpræmis, at dét
at besvare skemaet på appen kan tilvejebringe
selvindsigt, og dernæst at selvindsigten giver
handlemuligheder, fordi man får øje på sig selv og
sin egen praksis. Den konkrete app som anvendes, er
programmeret med bestemte svarmuligheder, som tager
afsæt i bestemte grundantagelser om stress.
Testpersonen har mulighed for at svare på spørgsmål
og energiniveau, humør mv. fordi udviklingen af den
specifikke app, som beskrevet tidligere, tager afsæt
i en særlig teoretisk ramme, der eksempelvis vægter
salutogenese frem for patogenese. Dette afspejler
sig i appens vokabular, grafik etc. og det kommer
utvivlsomt til at dirigere den fortælling, som
kommer ud af besvarelserne. Når den enkelte «møder»
sig selv, ved at kigge på de data, som
selvmonitoreringen genererer, er der således
allerede adskillige fortolkninger lagt ind. Så
spørgsmålet er: Hvad er det, den enkelte får indsigt
i, når vedkommende kigger på sit «monitorerede mig»,
og kan dét, vedkommende får øje på, betragte som en
måde at skabe empowerment? Findes der et empowered
individ for enden af en «dims», som andre har skabt
og defineret?
Vender vi tilbage til betragtningerne omkring
empowerment, så fordrer empowering blandt andet at
aktørerne er involverede, og at måden man stiller
bestemte værktøjer til rådighed, tager udgangspunkt
i netop de problematikker, som aktørerne selv
oplever (Jones 2002). Spørgsmålet er, om det kan
siges at være tilfældet, når vi kigger på denne her
form for selvmonitorering, hvor udstyret allerede er
udviklet og programmeret på forhånd. Ganske vist
giver testpersonerne udtryk for, at den indsigt de
får, er værdifuld og anvendelig, men samtidig kan
man argumentere for, at det værktøj, som bidrager
til denne indsigt, er uigennemsigtigt og dermed
måske uanvendeligt, om end brugeren ikke selv
bemærker det? Man kan måske ovenikøbet gå så langt
som til at hævde, at det «selv», testpersonerne får
øje på gennem selvmonitoreringen, er et prædefineret
«monitoreret mig», der kunne være programmeret på en
lang række andre måder, og dermed have haft helt
andre udfald. Hvis man indtager det standpunkt, at
det i realiteten er udstyret, der dirigerer det, den
enkelte får øje på, kan man hævde, at forestillingen
om empowerment undermineres. I selvmonitorering kan
teknologien betegnes som de specifikke briller,
hvorigennem man får øje på sig selv. Hvis
monitoreringen skal antages at kunne bidrage med
empowerment i den forstand, som der er lagt op til
her, må det således som minimum forudsættes, at den
enkelte forsynes med en indsigt i de grundantagelser
og præmisser, som lægger til grund for den anvendte
teknologi. Kort sagt: Gennem hvilke «briller» får
jeg øje på mig selv? Hvis ikke denne indsigt
er til stede, kan man i værste fald forestille sig,
at det den enkelte får øje på, som «sig selv», blot
er et forvrænget billede, eller et aftryk af en
programmørs, en forskers eller en helt tredje
persons idégrundlag.
Om det overhovedet er realistisk at tilvejebringe et
sådan metablik på den anvendte teknologi hos enhver
bruger, kan diskuteres. Dette er ikke skrevet med
henblik på at devaluere aktøren, men med dét for
øje, at forståelsen for en særlig teknologi, dens
bagvedliggende funktioner etc., ofte forudsætter en
dybereliggende faglig viden inden for et bestemt
felt. Eksempelvis kræver det en indsigt i kroppens
funktion at begribe hvad hjerterytmevariabilitet er,
hvordan en HRV-måler fungerer og hvorfor den
fungerer på netop denne måde. Hvis netop indblik i
udstyret er en væsentlig præmis, står vi med en
etisk udfordring, som i alle tilfælde bør overvejes,
når selvmonitorering anvendes i praksis.
Retfærdigvis bør det også nævnes her, at jeg ikke
anskuer selvmonitoreringsudstyret som mere
«besudlet», i forhold til at arbejde med sig selv og
sin egen praksis, end det ville være tilfældet med
andre teknologier. Som nævnt tidligere, så har vi
ofte brug for noget, der står uden for os selv, i
forsøget på at få øje på os selv – det kan som nævnt
være mere analoge teknologier som pen og papir,
eller det kan være et andet menneske, som stiller
sig til rådighed. Det væsentlige er her, at uanset
hvilken teknologi vi interagerer med i den
forbindelse, så vil det have en indflydelse på, hvad
vi selv bliver optagede af eller får øje på. Det er
således ikke nogen herredømmefri, neutral arena,
hvorfra jeg kan iagttage og søge indblik i min egen
praksis og hvordan jeg interagerer og reagerer i
mødet med bestemte stressorer, i eksempelvis mit
arbejdsliv. Slutteligt bør det nævnes, at når der i
denne sammenhæng henvises til at «jagte selvet»,
eller «søge indsigt i selvet», så skal dette ikke
opfattes som et udtryk for et håb om at kunne
identificere en særligt, substantiel masse, som er
«mig» eller «mit selv». Derimod forstås der ved
begrebet «selvet», det sæt af reaktioner og
oplevelser, som knytter sig til særlige relationer,
interaktioner og situationer i vores dagligt levede
liv, og som kan variere over tid og sted (Davies og
Harré 1990).
Sandheden – At
dokumentere sig selv
En refleksion, som er
dukket op i kølvandet på testforløbene, er fraværet
af italesættelser vedrørende målingernes korrekthed.
Der er ingen spørgsmål eller kommentarer a la: «Det
kan altså ikke rigtig passe» eller «Jeg forstår ikke
hvorfor de her målinger ser sådan ud» eller «Jeg kan
ikke genkende mig selv her». Snarere synes
testpersonerne at tage udgangspunkt i, at de
målinger de præsenteres for, stemmer overens med
det, de forventer og kan genkende dem selv i –
eksempelvis:
Generelt kan jeg
sige, at jeg er blevet bekræftet i den fornemmelse
jeg havde af, at mit humør for det meste er godt.
Og så tror jeg også, at den sammenhæng, jeg
befinder mig i, og de mennesker, jeg er sammen med
på en normal arbejdsdag og i min fritid, generelt
har en positiv indflydelse på min psykiske og
fysiske balance.
En anden testperson,
udtrykker det således:
Det er faktisk rart
at se hvor hurtigt min krop slapper af igen efter
sådan en konflikt» […] Det overrasker mig lidt, at
jeg ser ud til at være så afslappet, mens jeg
underviser, for jeg er mange gange nødt til at
bede eleverne om at være rolige og tie stille. Så
det er jo godt, tænker jeg, at jeg alligevel ser
ud til at være ret rolig og min hjerterytme ligger
stabilt.
Jeg var spændt på at
se, hvordan min krop reagerede på, at jeg skulle
konfrontere min leder med en problematik, jeg
havde brug for at tale med ham om. Jeg blev
overrasket over, at jeg var så rolig, og at der
slet ikke var noget at se på min hjerterytme. Det
er en problematik, der har naget mig længe, og det
giver mig faktisk energi til at fortsætte ’kampen’
med at få min leder til at forstå, hvordan jeg har
det.
Det, der især har vakt min
eftertanke er, at der i begge citater ser ud til at
være et mønster, hvor målingerne italesættes som
noget, der kan dokumentere en særlig reaktion eller
tilstand såvel kropsligt som mentalt. Det ser
således ud til, at monitoreringen ikke alene
anvendes til at «få øje på selvet», men i lige så
høj grad anvendes til at sige «Ja, det er rigtigt,
det er sådan jeg har det». Særligt omkring de
fysiske målinger, synes der at være en italesættelse
af målingerne som «sande» og et perspektiv der
hedder, «kroppen lyver ikke – kroppen er en
sladrehank, og den fortæller os noget om, hvordan vi
har det».
Hvis man ser på tilfældet med testpersonen, der
giver udtryk for at ville gå i dialog med sin leder,
ud fra den erhvervede indsigt i målingerne, så er
der vitterligt også mange informationer at gå videre
med. Hun har dels de fysiske målinger, sin
egenoplevelse af energi, humør etc. og hun har haft
mulighed for, at optage lydklip og tage billeder i
de dagligdags situationer, hun befinder sig i. Hun
har dermed et helt andet, og mere detaljeret afsæt,
for at bringe lederen ind i sin praksis. Det er ikke
kun en mundtlig overlevering af udfordringer og
kilder til energi i lærerjobbet, det er et meget
konkret kig ind – en mulighed for at få en form for
«first person perspective» (Pink 2012), som muligvis
kan bringe den pågældende leder til en anden
forståelse af lærerens situation, reaktioner,
udfordringer mv. I den bedste af alle verdener
giver dette afsæt både lederen og læreren mulighed
for at handle konstruktivt – kort sagt: empowerment
til dem begge.
Men er det en etisk farbar vej, at anvende målinger
som dokumentation for menneskelige følelser og
kropslige udsving? Er vi dermed på vej i en retning,
hvor det at måle, bliver mere «sandt» eller
«rigtigt» end det, vi uden målinger er i stand til
at sætte ord på? Noget tyder på, som det også er
indikeret i forrige afsnit om jagten på selvet, at
vi er «opdraget» med en særlig relation til
teknologi, når der måles i et helbredsanliggende.
Når vi måler vores temperatur, er det tallet på
termometeret, der i vidt omfang afgør vores egen
opfattelse af, om vi er syge og evt.
behandlingskrævende eller om vi blot er sløje, men
skal vente med sindsro på, at ubehagelighederne går
over. Vores fortolkning af helbredet afgøres helt
konkret af, om der står 37 eller 39 på termometeret.
Når vi får målt vores blodtryk, stiller vi ikke
spørgsmålstegn ved at blodtrykket angives med to tal
(eksempelvis 120/80). Vi accepterer også, at man ved
måling kan konstatere eksempelvis at have forhøjet
blodtryk, hvilket er defineret ved at blodtrykket
måles til at være højere end 140/90. Samtidig
accepterer vi det argument, at der er evidens for at
et forhøjet blodtryk kan føre til alvorlige
sygdomme, eksempelvis hjertekarsygdomme, blodpropper
mv. og at et forhøjet blodtryk kræver en særlig
opmærksomhed eller behandling. På den måde kan man
sige, at vi er opdraget til, at det vi kan måle,
fortæller en sandhed om vores sundhed.
Mit ærinde er ikke at anfægte evidensen bag
ovennævnte målingsmetoder, eller grænseværdier, for
eksempelvis blodtryk og kropstemperatur. Ærindet er
derimod at eksemplificere, hvorledes disse målinger
og målingsmetoder for mange opleves som noget næsten
naturgivent, og i forlængelse heraf reflektere over,
om vi med selvmonitoreringsmuligheden bevæger os i
retning af samme sandhedskriterie omkring sundhed
versus ikke sundhed. Med testpersonernes tendens til
at italesætte målingerne som en måde at dokumentere
sig selv på, kan man argumentere for, at
monitoreringen bliver en måde at søge en særlig
indiskutabel evidens, og vi derved adapterer et
naturvidenskabeligt sandhedskriterium, og forsøger
at implementere dette i et humanistisk anliggende, i
forsøget på at øge dets sandhedsværdi. Hvis det
vitterligt er det, selvmonitoreringen bidrager med,
er det så empowering eller blot en måde at anlægge
et behavioristisk syn på individet, hvor bestemte
input giver bestemte output, og hvor forholdet
mellem input og output kan kortlægges og forstås på
en særlig indiskutabel, valid måde. Er det en måde
at overkomme stressorer på, hvor mennesket gøres til
maskine, og hvor det at bruge målingerne til at
sætte to streger under bestemte reaktioner bliver
argumenter for bestemte reaktioners eksistens og
gyldighed? Og hvis vi ikke kan måle, kortlægge eller
forstå de menneskelige reaktioner, mister de da
deres værdi eller erklæres som ikke gyldige? Jeg vil
gerne afslutningsvis, vende tilbage til denne
diskussion, men først vil jeg præsentere det sidste
tema, som netop knyttes til temaet omkring
sandhedskriteriet; sandheden om sundheden – om
kategorisering af egne tilstande.
Sundheden – at
kategorisere sin egen tilstand
Som ovenstående eksempler
med hhv. temperatur og blodtryk indikatorer, er vi
ikke alene vant til, at målingerne gælder, vi er
også vant til at målingerne kategoriseres i noget
der, i helbredsmæssig forstand, er godt eller mindre
godt. For de fleste vil det eksempelvis være at
foretrække, at have et «normalt blodtryk» frem for
et «forhøjet blodtryk», idet man med det normale
blodtryk bringes længere væk fra risikoen for
eksempelvis hjertekarsygdomme og blodprop. I
testpersonernes italesættelser ses der på lignende
vis, en tendens til at kategorisere bestemte
reaktioner og tilstande som hhv. foretrukne og
ikkeforetrukne. Eksempelvis gennem ytringer som:
«Det er faktisk rart at se, hvor hurtigt min krop
slapper af igen, efter sådan en konflikt» eller «Så
det er jo godt, tænker jeg, at jeg alligevel ser ud
til at være ret rolig og min hjerterytme ligger
stabilt».
Den stabile hjerterytme og den registrerede
oplevelse af ro, italesættes som «rart» og «godt»,
og som noget der dermed står i opposition til
tilstande, der er mindre rare og gode – eksempelvis
uro. Når hun samtidig italesætter sin
overraskelse over, at befinde sig i en fysisk og
mental tilstand af ro, indikerer det, at den
uønskede tilstand af eksempelvis uro samtidig er
potentiel – hun kunne godt have været urolig i denne
situation, men var det ikke. Spørgsmålet er, hvilken
optik på sundhed, der følger i kølvandet på denne
måde at bruge målinger som et redskab til både at
dokumentere, men også kategorisere bestemte
tilstande, med særligt blik for andre potentielle
tilstande, som potentielle? En anden testperson
italesætter eksempelvis temaet omkring
aktuel/potentiel tilstand således:
«[…] det gav da
selvfølgelig nogle tanker omkring mit medfødte
hørehandicap; hvordan har min krop kunnet
kompensere for det? […] Det er ikke noget jeg
ellers har tænkt nærmere over, men det har det her
været med til…».
Han fortsætter:
[…] Det at vi har
skullet gå med den her hjerterytmemåler har fået
mig til at tænke over, om andre af kroppens
funktioner også fungerer anderledes som en slags
kompensation for høretabet? Det kunne jeg godt
forestille mig […] Og så tænker jeg også nu hvor
vi har gået med den hjerterytmemåle […] er hjertet
også på overarbejde hele tiden?
I ovenstående italesættelse
begynder testpersonerne at reflektere over
spørgsmålet «Er der mon noget galt med mig, som jeg
ikke hidtil har været opmærksom på?». Igen ses
mønsteret i, at testpersonen både forholder sig til
en aktuel, men derigennem også til en potentiel
tilstand, eller et potentielt helbred, om man vil.
På den ene siden kan denne refleksion ses som en
sund eftertænksomhed, en måde at være årvågen på og
tage ansvar for, hvordan resten af kroppen fungerer
med testpersonens medfødte høretab. Set i dette
perspektiv er indsigten en hjælp til selvhjælp. På
den anden side, kan man også stille spørgsmålet, om
selvmonitoreringen bidrager til en unødig bekymring,
hvor risikoen for den potentielle uønskede tilstand
uafladeligt lurer lige om hjørnet. Tolker vi
italesættelsen ud fra sidstnævnte perspektiv, kunne
man argumentere for, at selvmonitoreringen snarere
bidrager til en form for risikopatologisering end
empowerment. Risikopatologisering er kendetegnet
ved, at der ikke er tale om aktuel sygdom, men at
der er en risiko for, at sygdom indtræffer. Den
enkelte patologiseres således ud fra en vurdering af
modtagelighed for sygdom. Risikoen for
modtagelighed kobles til hypotetiske
fremtidsscenarier, som kan komme til at spille en
meget væsentlig rolle, for den enkeltes muligheder
og valg i livet. Det særlige ved
risikopatologisering er, at ansvaret i høj grad ser
ud til at klæbe til den enkelte. Det er den enkelte
som må kende, og bære ansvar for sin krop og
genetik, og træffe hensigtsmæssige valg i forhold
til sin egen indsigt og viden om sig selv og sin
risiko for modtagelighed (Brinkmann 2010, Rose 2009,
Rose 2014). Set i dette lys, er det svært at få øje
på empowerment. Omvendt kan man diskutere, om det er
teknologien i sig selv, der er problematisk, eller
om det ikke snarere er de diskurser om eksempelvis
sundhed og sygdom, som teknologien indlejres i, der
perspektiveres.
Opsamling –
selvmonitorering i praksis: Etiske refleksioner
I den foregående diskussion
og perspektivering har jeg søgt at tematisere
selvmonitorering som en teknologisk mulighed der,
når den bringes i anvendelse i praksis, både kan
forstås og tolkes som en vej til at skabe
empowerment for den enkelte, men som på én og samme
tid rummer risikoen for andre, mindre fortrukne,
scenarier: At blive forført af teknologien som et
«neutralt maskinrum», eller at gøre menneskelige
tilstande til et objekt for et medicinsk
sandhedskriterium, hvor målingerne bliver betragtet
som mere evidente, end det vi blot kan sætte ord på.
Slutteligt har jeg diskuteret hvorvidt muligheden
for monitorering, hvor vi døgnet rundt kan holde øje
med os selv kropsligt som mentalt, baner vej for en
risikopatologisering, hvor empowerment erstattes af
frygten for, hvad vi potentielt set kan komme til at
fejle, og hvor ansvaret for at forblive rask, ligger
hos individet. Der synes ikke at være nogen neutral
udkigspost til rådighed, der kan afgøre, om det er
forsiden eller bagsiden af monitorerings-medajlen,
vi skal sætte vores lid til, så hvordan skal vi
forholde os til denne teknologiske mulighed?
Vender vi tilbage til titlens spørgsmål om, hvorvidt
selvmonitoreringen bidrager til empowerment eller
patologisering, synes der altså snarere at være tale
om et «både-og» end et «enten-eller». Denne
dobbelthed kalder på etisk refleksion over
spørgsmålet: Hvornår bør vi anvende selvmonitorering
og hvilke kriterier skal lægges til grund for vores
vurdering? Er det eksempelvis rigtigt eller forkert
at anvende selvmonitorering, hvis borgeren eller
patienten ikke kan gennemskue teknologien? – hvis
den monitorerede betragter denne som «et neutralt
maskinrum» eller et «aftryk af indre processer»?
Hvordan bør vi agere, hvis borgeren oplever gener
som følge af selvmonitoreringen? I en hollandsk
undersøgelse omhandlende hjertepatienters
selvmonitorering beskrives eksempelvis, hvordan
overvågning af egen sygdom kan opleves som
udmattende, deprimerende og overvældende
konfronterende. Patienterne oplevede monitoreringen
som en byrde, fordi den blev en kontinuerlig
påmindelse om deres sygdom (Oudshoorn 2011). Et
lignende eksempel ses i en dansk undersøgelse, hvor
hjertepatienter gav udtryk for ængstelse, når deres
monitoreringsdata ikke gik i den ønskede retning
(Hunicke et al 2013). Vil det i sådanne tilfælde
kunne godtgøres etisk at monitorere? Og hvordan
forholder vi os til eventuel modvilje mod at lade
sig monitorere som led i forebyggelse eller
behandling?
Som det er fremgået af denne artikel, er det hele
tiden perspektivet, der er afgørende for, hvordan vi
kan anskue og forstå normer og etiske vurderinger
omkring «Det monitorerede mig». Teknologien
fortæller ikke i sig selv, hvad vi skal mene om den,
og derfor bør vi i enhver omgang med denne form for
intervention i eget og andres liv, forholde os til
de grundantagelser og værdier, som lægges til grund
for inddragelsen af selvmonitorering. Spørgsmålet om
hvornår og hvorfor vi bør anvende selvmonitorering,
vil ofte være vanskeligt at give entydige og på
forhånd fastlagte svar på. Svarene vil variere alt
efter den udkigspost, der indtages. Netop derfor
synes disse spørgsmål at være relevante at «gå rundt
om». Her kan de tre temaer jeg har skitseret omkring
«at få øje på sig selv», «at dokumentere sig selv»
og «kategorisering af egne tilstande» forhåbentlig
være et udgangspunkt for videre perspektivering af,
hvad der er på færde i dialogen mellem teknologiens
udtryksformer og aktørens selvfortolkning. Det
afgørende for teknologiens anvendelse må være, at
den tager afsæt i en situeret etik (Arribas-Ayllon,
Sarangi og Clarke 2013) og i størst mulig indsigt og
gennemsigtighed for de involverede parter – at der
som Clarke skriver, er blik for «the conditions in
the situation» (Clarke 2005).
References
Antonovsky, A. (2009). Helbredets
mysterium, Hans Reitzels forlag
Arribas-Ayllon, M,
Sarangi, S. og Clarke, A. (2013). Genetic
Testing: Accounts of Autonomy, Responsibility
and Blame, Routledge
Chase, S. E. (2001).
Still a Field in the Making, I
Denzin, N. K. og Lincoln, Y.S., The SAGE
Handbook of Qualitative Research. 4th
edition. Sage Handbooks
Dalum, A. E. og Arnfred
S. (2014). Smartphone-apps som psykiatrisk
behandlingstiltag i Ugeskrift for
læger vol. 176 nr. 17
Davies, B. og Harré, R.
(1990). Positioning and the discursive production
of selves.Journal for
the Theory of Social Behaviour, 20(1):
43-63. CrossRef
Brinkmann, S. (2010). Det
diagnostiserede liv – sygdom uden grænser,
1. udgave 3. oplag, Forlaget Klim
Buijink, A. W. G., Visser
B. J. og Marshall, L. (2013). Medical apps for
smartphones: Lack of evidence undermines quality
and safety. Evid Based Med 2013;18:3 90-92.
Clarke, A. E. (2005). Situational
Analyses – Grounded Theory After the Postmodern
Turn, Sage
Chamberlayne, P., Bornat,
J. og Wengraf, T. (2000). Introduction: the
bibliographical turn i The Turn to
Bigraphical Methods in Social Science –
Comparative Issues and Examples,
Chamberlayne, P., Bornat, J. og Wengraf, T.,
London: Routledge.
Dalsgaard, T. (2006). Stress – et
vilkår i det moderne arbejdsliv? 1. udgave
1. oplag, Jurist- og økonomforbundets Forlag
Elsass, P. og Lauritsen,
P. (2006). Humanisktisk
Sundhedsforskning – teori, metode og praksis.
1. udgave 1 oplag, Hans Reitzels forlag
Fedders, L. (2013).
Professor udvikler apps til kronikere, i Dagens
Medicin 04.10.2013
Fairclough, I. og
Fairclough, N. (2012). Political
Discourse Analysis: A Method for Advanced
Students, London: Routledge.
Gill, P. S., Kamath, A.
og Gill, T. S., (2012). Distraction: An assessment
of smartphone usage in health care work settings.
Risk
Management and Healthcare policy 2012; 5:
105-114. CrossRef
Hemmingsen, M. A. (2012).
Mobil-app skal hjælpe depressive, i Dagens
Medicin 11.12.2012
Hvid, J., Elstrup, M. og
Haislund, J. (2014). Kommunen vil klæde læger på
til at hjælpe alkoholikere, Jyllandsposten
04.09.2014. http://jyllands-
posten.dk/aarhus/ECE6570870/kommunen-vil-klaede-laeger-pa-til-
at-hjaelpe-alkoholikere/
Johansen, E. M. (2012).
Ny mobil-app til diabetikere. En smartphone app
skal få diabetikere til at tage bedre hånd om
deres sygdom, i Dagens Medicin 10.08.2012.
Jones, R. (2002) Theories
and perspectives in community empowerment.
Perspectives: Working Papers in English and
Communication, 14:2, 142
Järvinen, M. og
Mik-Meyer, N. (2005). Kvalitative
metoder I et interaktionistisk perspektiv -
interview, observationer og dokumenter, Hans
Reitzels Forlag
Kappelgaard, L. og Lund,
K. (2013). Ecological
Momentary Storytelling: Bringing down
Organizational Stress through Qualifying Work
Life Stories. Springer
Kappelgaard, L. og Lund,
K. (forthcoming). Er min
Hovedpine min hovedpine? - om selvmonitorering
og refleksive dialoger som led i forebyggelse og
af-individualisering af arbejdsrelateret stress.
Aalborg Universitetsforlag
Kristiansen, J.,
Mathiesen, L., Nielsen, P.K., Hansen, A.M.,
Shibuya, H., Petersen, H.M., Lund, S.P., Skotte,
J., Jørgensen, M.B., Søgaard, K. (2009). Stress
reactions to cognitively demanding tasks and
open-plan office noise, Int Arch
Occup Environ Health 82: 631-41 CrossRef
Lupton,
D.
(2013). The digitally engaged patient:
Self-monitoring and self-care in the digital
era, i Social
Theory and Health, vol. 11, 3, 256-270.
Macmillan publishers.
McCraty, R., Atkinson, M.
Tomasino, D., Bradley, R.T. (2009). The Coherent
Heart. Heart–Brain Interactions,
Psychophysiological Coherence, and the Emergence
of System-Wide Order. Integral
review, Vol. 5, No. 2.
http://bioshare.info/sites/bioshare.info/files/
McCratyeal_article_in_integral_review_2009.pdf
Netterstrøm, B. (2012).
Stress og belastning eller effekt, i Ugeskrift
for Læger, vol. 174 nr. 4, s. 192-4.
Obidu, V. & Obidu, E.
(2012). An Empirical Review of the Top 500 Medical
Apps in a European Android Market, Journal of
Mobile Technology in Medicine 1:4:22‐37. CrossRef
Oudshoorn, N. (2011). Telecare
Technologies and the transformation of
healthcare, Palgrave Macmillan, Houndsmills,
UK. CrossRef
Pink, S. og Mackley K. L.
(2012). Video as a Route to Sensing Invisible
Energy, Sociological
Research Online februar 2012.
Rose, N. (2009). Livets
politik – biomedicin, magt og subjektivitet i
det 21. Århundrede, 1. udgave 1. Oplag,
Dansk Psykologisk Forlag.
Rose, N. (2014). From Risk to
Resilience: Responsible citizens for uncertain
times, Lecture, august 2014, University of
Melbourne
Rosser, B. A. og
Eccleston, C., (2011). Smartphone applications for
painmanagement. Journal of
telemedicine and telecare, vol. 17. CrossRef
Scollon, R. og Scollon,
S. W. (2004). Nexus
Analysis. Routledge
Staunæs, D. og
Søndergaard, D. M. (2005). Interview i en
tangotid, i Kvalitative
metoder i et interaktionistisk perspektiv,
Järvinen, M. og Mik-Meyer, N., 1. udgave, 1. oplag
2005, Hans Reitzels Forlag.
Thybo, P. (2003). Sygdom
er hvordan man har det – Sundhed er hvordan man
ta’r det – Om Antonovskys salutogenetiske idé», i Kognition
& Pædagogik, nr. 49
http://fysio.dk/Upload/graphics/PPT/Fagfestival
/Peter_Thybo_Om_Antonovskys_salutogenetiske_ide.pdf
Torpegaard, H. (2014).
Psykiater udvikler app mod panikangst. Dagens
Medicin.